Vi har nemlig to.
Og det er der en ganske god grund til.
Vores organisering læner sig op ad en særlig ledelsesmodel.
Ledelsesmodellen kaldes duoledelse. Også kendt som delt lederskab.
Det er en model, hvor to ledere deler det øverste ansvar, men nødvendigvis ikke alle opgaverne.
Ifølge Harvard anvendes modellen af mindre end 2 procent af alle virksomheder.
Måske fordi den på papiret er besværlig.
For den kræver en ekstrem grad af tillid, tydelighed og vilje til at dele ansvaret i en
hverdag med høj kompleksitet.
Og måske er det også derfor passer den ikke til alle.
Men den passer til os.
Virksomheder som Netflix, Monster Beverage og Spotify fordeler også det overordnede ansvar mellem to personer.
Og helt ærligt. Hvis det er godt nok til Silicon Valley, så er det godt nok til Sydhavnen.
Så nu står vi her.
Et fornyet sted, men på mange måder ikke helt alligevel.
For det er i virkeligheden bare resultatet af en måde at arbejde på, som har været undervejs de seneste år.
Vi tror ikke på kasser, titler og tunge hierarkier i BYENS TAG & FACADE A/S.
Vores organisation er flad som en pandekage og består af overlappende cirkler.
Og både vores økonomiske resultater, kundetilfredshed og ikke mindst medarbejdertrivsel er gode indikatorer for, at det virker.
Hvis man holder rigtig meget af noget, skal man sætte det fri.
Caspers hjerte har banket for BYENS TAG & FACADE A/S og hele sjakket siden starten.
Så når han vælger at frisætte sit eget konkrete lederskab i en virksomhed han altid har stået i spidsen for, og dele det lederskab med Nicholas, er det ikke bare et udtryk for den tillid, de har til hinanden.
Det er også et udtryk for mod.
Modet til at gøre noget andet end det, vi plejer, fordi det giver mening og værdi.
Der er altså noget ego, der er parkeret i garderoben, når man træffer sådan en beslutning.
Opgaven var allerede forstået.
For da vi tog de første skridt og rammesatte lederskab i BYENS TAG & FACADE A/S for tre år siden, forstod Nicholas instinktivt opgaven.
Gennem flere år har han påtaget sig et ansvar, som var større end hans formelle rolle.
Et ansvar, som Casper havde tillid til, at han løftede.
Og et ansvar, han tog med dedikation og omsorg for hele sjakket.
Vi tror faktisk ikke, han kunne have ladet være.
Heldigvis for os.
På den måde har Casper og Nicholas været teamet op længe og opbygget et stærkt og tillidsfuldt makkerskab.
Buddy. Makker. Bro. Kammerat.
Kær kollega har mange navne.
I det daglige arbejder vi ofte i makkerskaber.
To mennesker med forskellige kompetencer, men med ét fælles mål.
Uanset om det handler om en byggesag eller et nyt it-projekt.
To perspektiver giver bedre beslutninger og højere kvalitet.
Tag for eksempel vores byggeledere Falkner og Keinicke.
De har de seneste tre år i fællesskab styret projektet på Hostrups Have med stor succes.
Både når beslutninger skulle træffes midt i den daglige drift, og når der var behov for et mere langsigtet perspektiv.
Den måde at arbejde på kender vi også fra sjakkene ude på byens tage, som helt beskedent er åbne sjællandsmestre i at dele ansvar og opgaver internt.
Det er måske i virkeligheden også dem der har inspireret os til, at nogle gange kræver en opgave alle mand på dæk, og så sidder man 7 mennesker om det samme bord for at træffe den bedste beslutning.
Det er en langsommere proces, men nogle gange er det dén slags beslutning, opgaven kræver.
Hvor er du bro?
Den eneste i BYENS TAG & FACADE A/S, der på papiret, gennem de seneste år har været makkerløs, var vores administrerende direktør Casper.
Og det i en rolle, der helt ærligt overstiger, hvad én leder burde favne alene.
Uanset hvor dygtig og empatisk man er.
Som direktør forventes det, at man håndterer drift, strategi, mennesker, økonomi og samarbejder.
Og i Caspers specifikke tilfælde også de opgaver der ligger i at være en virksomhed under nordens største facadekoncern, Fasadgruppen.
Det hele skal håndteres, med både retning og eksekvering for øje.
Så når Casper og Nicholas fra i dag deler ansvaret, giver det bedre beslutninger, stabilt tempo og mere solid risikoafdækning.
Delt ledelse for alles skyld.
Vi er inspireret duoledelse.
Ikke som en nødløsning.
Ikke som et eksperiment.
Men som en konsekvens af den virkelighed, vi står i.
Med duoledelse deles ansvaret.
Beslutninger kvalificeres fra to sider.
Og ledelsen bæres ikke alene, men i fællesskab.
Pointen er ikke dobbeltarbejde, men komplementaritet.
Hvis du spørger os, klæder det fælles lederskab ikke kun Casper og Nicholas.
Det klæder hele BYENS TAG & FACADE A/S.
Så ja.
Vi har to direktører i BYENS TAG & FACADE A/S.
Og hvis du ringer og spør’ efter direktøren er der 50/50 chance for hvem du lander hos.

