Gale skistøvler
Mange af vores kolleger i BYENS er bidt af en gal skistøvle.
Puddersne, alpe sol, kolde øl og perfekt præparerede piste – hvem kan egentlig bebrejde dem det? Det lyder helt ærligt som opskriften på den perfekte ferie.
Så meget desto mere har de sidste to vintre været lange og mørke. For pludselig var der ikke udsigt til noget af overstående, men kun uendeligt grå og sjappet dansk vinter.
Der er blevet udstødt dybe suk rundt omkring på kontoret når folk er kommet i tanke om at de (i den perfekte coronafri verden) ville have været på vej på ski.
I sommers var vi dog alle sammen fulde af optimisme. For coronatallene var i bund, og rejseselskaberne lokkede med østriske alpetoppe, kaiserschmarrn og den der uforklarlige lykkefølelse man får på vej ned af en pist.
Så vi slog hovederne sammen og bookede en skitur.
Da det ikke rigtig kunne forsvares som en firmating måtte alle selv til lommerne, det til trods havde vi 11 kolleger der hellere ville bruge en formue på liftkort og hotel, 15 timer t/r mast sammen i to biler, og 3 himmelske dage på ski sammen, end hjemme i Danmark med deres familier.
Grænserne i Østrig siger åben og lukke, åben og lukke, åben og lukke.
Henover efteråret var vi flere gange i tvivl om vi skulle afsted, og Østrig åbnede og lukkede og åbnede og lukkede for skihungrende danskere der hjælpeløst kunne se til mens humøret svingede mellem optimistisk og pessimistisk.
Én uge før vi skulle afsted, skete miraklet, som billederne her også allerede har givet et prej om. Østrig var åben og vi kunne så småt begynde at pudse skistøvler og vokse ski.
8 kolleger endte med at stille til start d. 28 januar på parkeringspladsen på Bådehavnsgade kl. 16, og så gik turen ned gennem Tyskland.
Hvis du nogensinde har været på kør-selv ferie som barn, ved du godt hvor utaknemmeligt det er at side på et bagsæde og se autobahn suse forbi, dén tur kan godt kræve en ordentlig luns af ens livslyst.
Overraskende nok var det ikke tilfældet. Det var ligefrem hyggeligt, vi havde det virkelig sjovt i de to biler og skiftedes til henholdsvis at vælge musik, kører bilerne, og genfortælle alle de obligatoriske autobahn jokes… Tysklands største by anyone?
Handler det så om bundlinje?
Og hvad så?
Så fik den én over nakken, på pisterne og på afterski.
Vi skal ikke kede jer med detaljerne, alt var præcis som det skulle være på den konto.
Vores kolleger der var afsted har nye indforståede referencer og jokes, som de dog glædeligt deler, så ingen sidder med en fornemmelse af at være gået glip af noget.
Egentlig tror vi ikke at vi er så super meget mere specielle end andre virksomheder der giver plads til den her slags kollegial networking.
Men vi kan se at det rykker i hverdagen, når vi kender hinanden som mere og andet end Lotte fra HR og Thomas fra Salg.
Vi er mere end villige til at give en hånd når vi har dybere relationer til den person der rækker ud, og kender hinanden for mere end hvad jobtitlen fortæller.
Så for at svare på vores eget spørgsmål: Nej. Det handler egentlig ikke om bundlinje, det handler om sammenhold, men vi tror alligevel at sådan en tur kan læses på både bundlinje og trivsel.
Vi har ikke en opskrift eller en formel der kan forklare hvorfor vi lykkes så godt med den her slags ting, men vores forsigtige gæt er simpelthen fordi vi gør det. Så ofte vi kan.
Uanset om vi går 100km, cykler eller står på ski handler det i bund og grund om at gøre det sammen.
Og næste gang nogen spørg’ “hvornår har du sidst grædt af grin”, kan flere af os svare “i uge fem, på en alpetop med mine kolleger”
Same procedure as last year…
Vi har forresten allerede aftalt at gøre det igen næste år, komplet med 15 timer i bil ned over autobahn.
Så hvis du tilfældigvis sidder på en bjergtop i Ischgl næste år, og kan se nogen der græder af grin ind over et bord. Så er det sikkert bare os fra BYENS.
