Der er bare mere af det.
Og det har for os, aldrig været så sandt som på Bakkehusene, hvor vi stadig er i gang med renoveringen af de ikoniske rækkehuse.
For de tolv rækker med – ja, altså rækkehuse, kunne i teorien hver især være en hel entreprise.
Med samlet 19.000m2 tag, ville det give 12 entrepriser af cirka 1.500m2 tag hver – og dem laver vi mange af.
Da vi for 1.5 år siden holdte opstartsmøde med vores håndværkere i Rødkildeparken ved Bakkehusene, var der flere af dem der var lidt matte i udtrykket.
”Hold kæft, hvor skal vi være her længe.”
Det kan man jo sige er en ret skarp observering.
For vi stod overfor at være på Bakkehusene i 36 måneder.
Men nu har vi allerede været i gang i mere end et år, drengene knokler på etape 7 og 8 og begynder at se en ende på det hele.
Og nu er de pludselig begyndt at blive en lille smule sentimentale omkring hele projektet.
”Vi hygger os så meget herude, og det ruller bare pisse godt.” siger samme håndværker, der for 1,5 år siden ikke kunne overskue at parkere sin bil det samme sted, 36 måneder i rap…
Fest og flow!
For det er nemlig dét, der er med de store sager.
Vi kan træne flow og proces på en helt anden måde, fordi vi i fællesskab bliver klogere på arbejderne jo længere vi kommer frem.
Og det er jo nok det, den føromtalte håndværker mærker nu. At der er flow i arbejdet, og det føles lækkert.
Flow, og så egentlig nok også deres forbilledligt stærke interne sammenhold på projektet.
Vi siger ikke at vi har været nødt til at sætte ekstra akustikplader op i skurvognen, fordi det er et vanvittig højlydt og festligt miljø de har skabt sig.
Vi siger bare at hvis du kan høre nogen skrige af grin nede på Hulgårdsvej, må du gerne ringe. For så skal vi nok have sat flere plader op.