Vi ved ikke om der var podiepladser til vores drenge i Piemonte.
Men det var der i hvertfald i Aalborg.
Selvfølgelig fristes vi til at sige…
For på samme dag som vores BYENS cykelryttere tog livtag med Gran Fondo Fausto Coppi, i smukke og idylliske Piemonte, sammen med Jens Veggerby, stillede Team NPV – Carl Ras Roskilde Junior til start i Nordens Paris. Da der samme dag var DM i linjeløb i Aalborg.
Det skal gøre lidt ondt.
De to løb har ikke ret meget med hinanden at gøre, og vi hører fra vores interne hold at de italienske bjerge, for dem var et studie i lidelse.
For med 180 kilometer og 4125 højdemeter var der nok at tage fat på, og selvom vores drenge er benhårde er de trods alt, det meste af tiden profesionelle entreprenører og ikke cykelrytter.
Selvom flere af dem på deres bedste dage, nok føler at de snildt kunne følge med på en Tour etape.
Mader og Leth er citeret for følgende:
“Sandheden kommer på cykel”
“Ja, og i bjergene”
Og det lyder som om, at det er præcis dét der gik op for flere af vores kolleger på vej op ad 15% stigninger. Vi ved ikke om der var nogle af dem der kaldte på mor, mens de sad på cyklen, men det er en ydmyg flok vi har fået hjem.
De siger godt nok også at de er klar til at gøre det igen, så enten er vi på hold med en flok sadomasochister, eller også – og det er måske hér vi tror den ligger, handler det om at kunne presse sig selv helt ud på overdrevet, få kroppen til at gøre dét den skal, og slukke for hovedet.
Det er vores klare fornemmelse at det ikke er sidste gang man kan møde på vores logo, printet på det fineste lycra i området omkring Cuneo.
Der bliver dog allerede hvisket om “mere watttræning, og længere ture” – der er heldigvis ingen hos BYENS TAG & FACADE der er bange for en udfordring.
Vi glæder os på drengenes vegne til endnu en tur rundt i de liguriske alper, og ud i de yderste kringelkroge af sindet og kroppens fysiske formåen – selvom de fleste af os nok nøjes med at heppe hjemmefra.
Her er det trods alt en lidt anden historie med drengene fra Team NPV – Carl Ras Roskilde Junior.
Gudbenådede talenter.
For når det kommer til ægte professionelle cykelrytter, du ved dem med lår af granit der kan træde pedaler, så voksne mænd falder i svime, er vi i Danmark vanvittigt godt med i de her år. Danmark ligger nummer 3 på verdensranglisten, det er ikke set tidligere.
Det kan i høj grad tilskrives de ambitiøse og målrettede talenthold vi har i Danmark, der i de her år sprøjter den ene gudsbenådede cykelrytter ud efter den anden.
Team NPV – Carl Ras Roskilde Junior er netop et af de hold.
Vi har været sponsor for holdet gennem flere år, og vi er efterhånden vant til at se dem på podier rundt omkring i hele verden.
Topniveau over hele linien.
Hos Team NPV – Carl Ras Roskilde Junior er talentudvikling en af topprioriteterne. Flere af rytterne er en del af de danske landshold på henholdsvis banen og landevejen.
Ambitionen for rytterne er at de skal kunne præstere på nationalt og internationalt niveau, samtidig med at de også præsterer på deres ungdomsuddannelser.
Det kræver en dedikation ud over det sædvanelige, som vi helt ærligt er fuldstændig på røven over.
Vi hylder de her drenge for deres unikke evne til at kunne fokusere og prioritere så skarpt som de gør.
De står heldigvis ikke alene, lige bag dem er der et topmotiveret hold af mennesker der gerne vil se dem lykkes med deres drøm, og hvis vi lyder som en plade der er gået i hak så er det måske fordi du allerede har læst den sætning før når vi taler om vores lærlinge og lærlingeakademi?
Kan du mærke synergien?
Fint nok, men hvad med det linjeløb?
Som U19-rytter starter dagen sædvanligvis tidligt, og drengene stod klar til start klokken 08.15. Foran dem lå 127,2 kilometer, hvoraf de første 81 var ude på landevejene, og de resterende blev til 4 omgange af 11,5 kilometer inde i byen.
”Det er klart, at vi med de resultater, vi i 2023 har haft både i DK og i udlandet, forventer at have én eller flere ryttere med i afgørelsen, og så må vi se, hvor det ender.”
Rasmus Andersen, sportslig ansvarlig ved DM for Team NPV – Carl Ras Roskilde
Det var ordene fra Rasmus, inden starten gik i Aalborg i søndags, og med to podiepladser til henholdvis Theodor Storm og Anton Louw Larsen, må man sige at ambitionen blev indfriet.
Helt generelt var drengene godt præsenteret i top 10.
Fuldstændig modsat resultaterne i Piemonte…
Stort tillykke til alle gutterne <3